Kapitel 1

BLIDE TRYK MED DYB VIRKNING

Blandt de mange såkaldte alternative behandlingsformer, er kranio-sakral terapien (KST) den metode, der gennem de sidste tyve år har fået en særlig hurtig udbredelse. Det skyldes efter vores mening, at KST er både holistisk og helhedsskabende på en naturlig måde: Terapien arbejder ud fra den ubrydelige sammenhæng mellem krop, sjæl og ånd.

KST har sine rødder i manuelmedicinen og i osteopatien, men arbejder først og fremmest ud fra den kranio-sakrale rytme, som stammer fra en næsten umærkelig pulseren i cerebrospinalvæsken (hjerne- og rygmarvsvæsken), som er en beskyttende væske for hjerne og rygmarv.

Muskler, knogler, hinder, væske, kirtler og nerver danner det kranio-sakrale system, som strækker sig fra kraniet til korsbenet (os sacrum). Heraf navnet kranio-sakral. Den kranio-sakrale rytme opstår som følge af trykændringer i cerebrospinalvæsken. Ændringerne opstår normalt med en hyppighed fra 6 til 14 gange pr. minut.

KST-behandlerens arbejde går ud på, at mærke og “koble sig på” klientens kranio-sakrale puls, for derved at finde frem til eventuelle blokeringer og ubalancer i systemet. Ved hjælp af en lang række blide teknikker (en berøring med ca. 5 grams tryk) løsnes op for blokeringer.

KST går ud fra, at kroppen selv har de ressourcer, som den har brug for, for at den kan fungere godt. Til grund for dette ligger den antagelse, at ethvert menneske besidder en grundlæggende harmoni, som holder kroppen i afbalanceret ligevægt. Livet igennem udsættes mennesket dog for mange påvirkninger, som imidlertid gør, at kroppen på den ene side indretter sig efter skævheder og ubalancer, men på den anden side samtidig arbejder sig stædigt frem mod at få alt i harmoni og balance igen. Denne afbalancerende energi benytter KST-behandleren sig af i sit arbejde.

Ved hjælp af kroppens “selvhelbredende kræfter” kan KST hjælpe kroppen med en hurtigere helbredelse, end ellers ville have været mulig. KST-behandlingen giver støtte og opbakning til denne selvhelbredelsesproces i form af en afspænding og harmonisering, som sker “indefra”. Klientens egne selvhelbredende kræfter aktiveres og fører selv til helbredelse. Det siger sig selv, at en ufornuftig levevis vil modarbejde denne proces. Et stresset liv, og en usund kost er det største problem for effektiviteten af KST – både hos klient og behandler. Jo mere vi arbejder med KST, des større respekt får vi for terapiformen – og må indse at livsenergien er påvirkelig af mange ting. Vi må derfor arbejde for at livsenergien bliver højnet på alle planer.
KST’s oprindelse og historie

KST har en lang forhistorie. I Indien findes der en urgammel tradition af “bonesetters” (knoglesmede), som med lynhurtige bevægelser og blide berøringer sætter alle kraniets knogler “på plads” i løbet af bare fem minutter. Håndelaget overleveres fra far til søn.

I Kina har det været kendt i mange tusind år, at korsbenets bevægelser spiller en nøglerolle i menneskets tilværelse.

I Egypten havde man en forestilling om en dansende, rytmisk bølge i centrum af kroppen i lighed med den kranio-sakral rytme.

I renæssancen opfattede Michelangelo cerebrospinalvæsken som sædet for menneskets sjæl.

Ud fra en udvidet opfattelse af KST kan vi betragte den kristne tradition med at helbrede og velsigne gennem håndspålæggelse som en form for kranio-sakral behandling.
Andrew Taylor Still

Den moderne historie om KST starter sidst i 1800-tallet med Andrew Taylor Still, osteopatiens grundlægger. Still var officer og læge i den amerikanske borgerkrig, og hans store interesse for det menneskelige skelets virkemåde, foruden hans dybe engagement i helbredelse, gav ham et praktisk og intuitivt indblik i menneskelige sygdomme. Selv var A. T. Still plaget af kronisk hovedpine. Det fortælles, at han en dag lagde sig på ryggen med baghovedet på et fældet træ, hvorefter hovedpinen forsvandt i løbet af få minutter. A. T. Still oplevede det som en frigørelse af hjernestammen – som en indvendig genopretning af baghovedet.
William Garner Sutherland

William G. Sutherland (1873-1954) kaldte sig selv for opdageren af den kraniale osteopati. Han var Stills elev og stor beundrer af dennes intuitive evner. W. Sutherland betragtede den kranio-sakrale puls som den “primære åndedrætsmekanisme”, som kroppens første puls, efterfulgt af hjerterytmen og af vejrtrækningen. Han kaldte pulsen for “livets åndedræt” (“breath of life”), eftersom det er den rytme, som opstår tidligst i fosterstadiet, og som først standser nogen tid efter den sidste vejrtrækning og efter det sidste hjerteslag. Den kranio-sakrale rytme rummer et menneskes vitalitet og bygger dermed bro mellem kroppens fysiske aspekt og de psykiske dimensioner, herunder også et menneskes spiritualitet. Alle tre dele kan såres, og efterlade ar og uba-lancer i pulsen. KST kan nå ind til en helhed af krop og sjæl og kan skabe harmoni og balance. Med rette kalder Hugh Milne den kranio-sakrale rytme i dag som “sjælens puls”.

Under sin uddannelse til osteopat havde W. Sutherland et syn, hvor kraniets faste knogler forekom ham at være i en blid indbyrdes bevægelse. Senere konstruerede han en fodboldhjelm, som gav mulighed for at belaste de enkelte kranieknogler forskelligt. På denne måde “opdagede” han den kranio-sakrale rytme og udviklede et system for de enkelte kranieknoglers rytmiske udad- og indadrotationer.

W. G. Sutherland udviklede herefter en lang række manipulations-teknikker for ud fra sine praktiske erfaringer at kunne behandle både kranieknoglernes og korsbenets ubalancer og blokeringer. Disse knogler har en fysiologisk korrekt bevægelse, som han betegnede som kroppens første rytme, kraniets åndedrætsmekanisme. Under eksperimenterne med fodboldhjelmen iagttog han på egen krop, at en bestemt belastning af en kranieknogle også kan udløse bestemte følelser og påvirke energiniveauet. Derfor kaldte Sutherland denne rytme for “livets åndedræt”, og hans behandlingsmetode blev KST’s forløber, den såkaldte kraniale osteopati.

Opdagelsen var ikke i overensstemmelse med gængs viden om anatomi og fysiologi. W. Sutherland var selv klar over, at han havde bevæget sig ind i et grænseland for rationel tolkning af fænomenerne. Det var en af grundene, at han offentliggjorde sine resultater under pseudonym og kun underviste i små cirkler af forstående kolleger. Først i 1947 blev hans arbejde anerkendt af osteopatforeningen, dog var der fortsat også mange osteopater, som afviste den kraniale osteopati som simpel indbildning. Metoden har været omstridt lige fra sin begyndelse, og anderledes blev det ikke, da W. Sutherland i de sidste år af sit virke udviklede en ny forståelse af den kraniale bølgebevægelse ved hjælp af flydende elektriske modeller. Sutherland sammenlignede således også den kraniale rytme med tidevandet. Dermed blev den kraniale rytme defineret som et udtryk for menneskets tilstand, både fysisk, psykisk og åndeligt.
John E. Upledger

Det er John E. Upledgers fortjeneste, at KST i 1970erne udviklede sig til en forenklet og standardiseret behandlingsform. Han er læge, kirurg og forsker, men underviste lægfolk, som ikke var hverken læge- eller osteopatuddannede. J. E. Upledgers teknikker tager udgangspunkt i en enkel og ligetil forståelse af de anatomiske strukturer og tilpasset en nybegynders håndelag for berøring og manipulering. Tusindvis af mennesker har lige siden tilegnet sig de grundlæggende færdigheder i KST.

J. E. Upledger har i samarbejde med andre, ved hjælp af røntgenfotografering og meget fine måleapparater, udarbejdet videnskabelige beviser for de fysiologiske bevægelser i cerebrospinalvæsken, kranieknoglerne og korsbenet. Upledger har givet behandlingsformen navnet Craniosacral Therapy.
Hugh Milne

Moderne psykologiske og fysiologiske teorier bekræfter i dag flere og flere af pionerernes intuitive og uforklarlige antagelser og erfaringer. Kreativiteten er derfor begyndt at blomstre ud over de snævre rammer, som er blevet fastsat ud fra en ren mekaniske opfattelse af kroppen – KST bliver i den øvedes hænder til en holistisk behandlingsform af krop sind og ånd. Faktisk opmuntrede allerede Andrew Still sine elever mod at nøjes med at være “engene wipers” frem for at være “engeneers” (på dansk: at nøjes med at være lampepudsere frem for at arbejde som lysmestre).

Hugh Milne er et godt eksempel for KSTs udvikling hen imod en holistisk behandlingsform. H. Milne kombinerer vestlig osteopati med østens helbredelsvisdom – og han skaber dermed en frugtbar symbiose af vestens naturvidenskabelige viden om anatomi og fysiologi sammen med østens lære om menneskets energisystem. Også shamanismens verdensomspændende og urgamle opfattelse og tilhørende ritualer går op i en højere enhed i H. Milnes forståelse af KST.

“At være en mester i helbredelse er ikke magi. Det handler om øvelse, praksis, forberedelse, sansning, erkendelse og evnen til bevæge sig ind i “ens højere selv”…. Du kan ikke bevæge dig ind i dit højere selv, så- længe du ikke er parat til at tage din skygge med. Når du kan det, er du i harmoni med den måde tingene er på, og du kan se hele vejen rundt. Så bliver arbejdet til en slags magi.”
Kropsterapi eller healing?

Er KST en kropsterapi eller en energi- og healingsteknik? Spørgsmålet synes at være overflødigt, når man ser, at alle store kranio-sakral terapeuter lige siden William G. Sutherland har benyttet sig af både fysiske manipulationsteknikker og energiteknikker i fuld klarhed over, at de sidstnævnte ikke uden videre kunne forklares med kendte naturvidenskabelige lovmæssigheder. Spørgsmålet handler derfor mere om menneskets behov for at vide hvorfor det, som man gør, er effektivt og meningsfuldt: Altså et spørgsmål om at have en faglig vished og sikkerhed.

Nogle forskere mener at kunne forklare healing som energistrømme fra elektriske felter, som organiserer og holder sammen på alt levende, og således også på den fysiske/kemiske krop. Overførsel af livsenergi fra healeren til klienten kan også måles som elektricitet, hvor healerens energi er i stand til at rette op på patientens “sårede” energifelter. De samme forskere udvikler så elektriske apparater, som kan have en lignende virkning som healerens “energi”.

Et af problemerne i måling af livsenergien er, at der ikke findes så fine måle-apparater, som kan måle dem, uden at de også er påvirket af de mennesker, som er til stede eller står bag. Derfor er der fortsat rum til den opfattelse, at livsenergien ikke kan lade sig reducere til simple elektriske bølger.

Efter vores helt klare opfattelse er der tale om mere end elektrisk udstråling, men vi kan ikke afgøre dette spørgsmål for andre, men vil opfordre læseren til at gøre sig bevidst om, hvad han/hun selv mener og derefter at læse denne bog ud fra egen overbevisning.

Fakta er, at KST arbejder i et grænseland mellem det fysiske og det energetiske. Derfor dukker spørgsmålet op, om det er ren indbildning eller en fysisk realitet, at kranieknogler i en levende organisme bevæger sig indbyrdes, og at der eksisterer en kranio-sakral rytme?

Naturvidenskaben har afvist det mange gange som ren fantasi og – som nævnt – har selv osteopater i mange år ikke villet acceptere sådanne forklaringsmodeller. Denne problemstilling synes at være et overstået kapitel blandt osteopaterne. I begyndelsen 1980erne lykkedes det nemlig at måle den kranio-sakrale rytme og knoglernes bevægelighed med videnskabelige instrumenter.

Alle uenigheder er dog ikke forsvundet, fordi der naturligt nok findes flere tilgange til KST, som er både kropsterapi og energiteknik. Der findes også flere tilsyneladende modstridende forklaringsmodeller for den kranio-sakrale rytmes virkemåde (se kapitel 15).

Mange uenigheder synes dog at blive overhalet af verdens gang. For det første er det i dag ikke længere muligt, at tage patent på viden og derefter at holde denne hemmelig blandt snævre faggrupper. For det andet er al videreudvikling netop foregået ved at bryde grænser for udveksling af viden.

Denne nedbrydning af grænser for viden påvirker selvfølgelig KST. Kropsstrukturer kan efter vores mening ikke udelukkende betragtes mekanisk som muskler, knogler, nerver, kar med mere. Hele kroppen er fyldt med “liv”, som er unikt for hvert menneske. Hver celle indeholder et fuldstændigt holografisk print af et individ. Kropsterapeuten arbejder også altid som healer, og healeren har brug for at arbejde udfra kroppen. KST er en behandlingsform, som kan bygge bro mellem krops- og energiarbejde. Denne situation stiller store krav til både den faglige viden og terapeutens personlige udvikling, hvilket udtrykkes af Hugh Milne på følgende måde:

“[KST] er så enkelt. Derfor tager det mange år at forstå det. Du skal lære tusind teknikker – bare for at forstå en enkelt af dem. For du har kun brug for én.”